Walid al-Bustani fra Danmark "..startede med at skære hovedet af en trafikbetjent"

Torsdag i forrige uge fordrev syriske regeringsstyrker endelig islamiske oprørere fra byen al-Hosn og den gamle korsfarerborg Krak des Chevaliers, efter radikale muslimer havde besat begge i to år. De radikale muslimers overtagelse af magten i al-Hosn kunne man dengang læse om i Politiken, der havde interviewet en flygtning fra byen ("Salafisterne skar trafikbetjentens hoved af", Politiken, 7. oktober 2012):

»Det hele startede, da Walid Al Bustani kom til byen i februar med sin gruppe af salafister«, siger Basan, der i mange år har haft en restaurant i al-Hosn. Indtil da havde al-Hosn, en mindre by med omkring 20.000 indbyggere ved korsfarerborgen Krak des Chevaliers, været stort set uberørt af kampene mellem oprørerne og Assad-regimet.


Krak des Chevaliers. Forneden al-Hosn. Kilde: Liveleak

Men det ændrede sig hurtigt, da Al Bustani, en fremtrædende salafist fra den libanesiske havneby Tripoli, gik i gang.
»De startede med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen«, siger Basan og forklarer, hvordan den lille gruppe salafister på kort tid reelt tog magten i byen.

»De dræbte flere politibetjente og begyndte at tage grupper af kristne og alawitter fra området omkring al-Hosn til Krak des Chevalier som gidsler«. Ifølge Basan tog salafisterne typisk femseks personer ad gangen og løslod dem mod at få løsepenge.

Flertallet af befolkningen i al-Hosn er sunnimuslimer, men både byen og den berømte korsfarerborg, der indtil borgerkrigen var en af Syriens største turistattraktioner, ligger i Wadi al-Nasara - Den Kristne Dal - med mange kristne og alawittiske landsbyer, og ifølge Basan var det sekteriske element i både drabene og kidnapningerne helt centralt.

»Politibetjentene var alawitter, og de gik helt klart efter alle, der ikke var sunnimuslimer«, siger han.

Det er rosværdigt, at Politiken dengang fortalte historien om Walid Hassan al-Bustani - den kom på et tidspunkt, da vestlig presse og ledere gerne ville lade som om oprørerne var blide socialdemokrater alle sammen. Det er knapt så rosværdigt, at avisen glemte at nævne, at Walid al-Bustani boede i Danmark i næsten 20 år, før han tog tilbage til Mellemøsten for at slå ihjel. Hans ene kone og de fem børn han fik med hende bor her stadig, og de radikale muslimer han fandt sammen med bor her stadig - én af dem kan knyttes til alt fra væbnede røverier til forsøg på bombeattentater i Danmark over de sidste 17 år. Historien er som følger:

Walid Hassan al-Bustani er libaneser, født i 1964 i landsbyen Bebnine, der ligger 15 kilometer øst for storbyen Tripoli. Området er primært befolket af sunni-muslimer, og det er en fundamentalistisk sunnimuslimsk højborg. Det var derfor heller ikke overraskende, at han under den libanesiske borgerkrig i starten af 80erne sluttede sig til den radikale milits Harakat al-Tawhid al-Islami, Bevægelsen for Islamisk Énhed (énhed skal forstås som islams og guden allahs enhed - at muslimer benægter muligheden for at der kan være andre guder). Militsen huserede primært i Tripoli i nord-Libanon, og sloges fra stiftelsen i 1982 mod sekulære syriske "fredsbevarende" styrker og deres lokale allierede, primært alawitiske militser fra Tripoli-kvarteret Jabal Mohsen. Da syrerne knuste Harakat i Tripoli i 1986 og tog hans bror til fange, flygtede Walid al-Bustani ud af Libanon. Først til Libyen, senere videre til Danmark, hvor han fik permanent opholdstilladelse og bosatte sig i København.

Walid Hassan al-Bustani



I København begyndte Walid at komme i imam Ahmad Abu Labans moske, Tawba-moskeen på Vesterbrogade. På tidspunktet var moskeen samlingspunkt for sympatisører og medlemmer af en række muslimske terrorgrupper, og Walid fandt hurtigt sammen med dem. Især en anden libaneser, MDR, blev han en nær ven af, og begge lyttede meget til en imam, AH, der gik under navnet Abu Suud. Både MDR og AH var involveret i forsøget på at stjæle et større millionbeløb fra en pengetransport i 1997, og siden smugle pengene ud af landet. Man går ud fra, de skulle bruges til at finansiere islamiske terrorgrupper. To andre deltagere i det væbnede røveri er aldrig blevet fundet. MDR forsvandt fra Danmark i 2001, og da han kom op til overfladen igen var det som emir i al-Qaeda (mere om AH og MDR i senere blogposter).

I Danmark fik Walid selv efterhånden ikke bare kone, men også fem børn. Alt var dog ikke fryd og gammen - ud over sin muslimske fundamentalisme blev Walid også diagnosticeret som skizofren, og de sociale myndigheder begyndte at overveje at tvangsfjerne et af hans børn på grund af forholdene i hjemmet.

I år 2002 tillagde Walid sig en kone nummer to, en kvinde, hans familie i Libanon havde fundet til ham. Han lod sig godt nok proforma-skille fra konen i Danmark, så de danske myndigheder ikke lagde sig imellem, og istedet skruede op for overførselsindkomsterne, men under islamisk lov (sharia) forblev han gift med begge. Kone nr 2 blev installeret i et hus i den palæstinensiske Beddawi-ghetto nord for Tripoli, og Walid kom jævnligt på besøg fra Danmark og levede med familie nr. 2 der.

Året efter styrtede vestlige styrker den irakiske diktator Saddam Hussein, og al-Qaeda benyttede lejligheden til at begynde at myrde løs i Irak. Det begyndte at trække mere og mere i Walid for at slås i al Qaeda, men der var visse problemer. De fleste al-Qaeda-terroristers vej til Irak gik over Syrien, og Walid var efterlyst af de syriske autoriteter. Walids ven MDR, der som militær emir i al-Qaeda i Irak efterhånden havde slået godt 1.000 mennesker ihjel, mente derfor, at det var en dårlig idé at han kom til Irak, og Walid holdt sig væk. Da MDR blev dræbt af amerikanske kamphelikoptere i 2004 fik Walids rejse til Irak endnu længere udsigter.

Til gengæld begyndte der at ske ting og sager for Walid i Libanon. Radikal sunni-islam var på fremmarch i Syrien, blandt andet hjulpet på vej af Walids bror Kamal, der som imam leverede det islamiske grundlag vor jihad, hellig krig. Walid selv lærte Shehab al-Qaddour at kende, en anden kendt islamisk ekstremist i Libanon, der boede lige på den anden side af gaden ift Walids hus i Beddawi. De fandt hurtigt sammen om en fælles interesse i islamisk terrorisme. I 2006 stiftede de to sammen med en række andre terrorgruppen Fatah al-Islam, hvor Shehab al-Qaddour blev nummer to under gruppens leder Shaker al-Abssi.

Fatah al-Islam begyndte derefter et terrorvælde i Libanon med snigmord og bombeattentater. Gruppens nummer 4, stod samtidig bag bombeattentater mod to passagertog i luften i Tyskland, der heldigvis slog fejl. Bagmandens bror forsøgte at flygte til en kontakt i Danmark, men blev anholdt på vejen. Mere om det i en anden blogpost.

Efterhånden begyndte de libanesiske myndigheder at holde nærmere øje med Fatah al-Islam, og i starten af maj 2007 var Walid kortvarigt anholdt. Da han blev løsladt gik han under jorden med familien i en dæklejlighed i al-Qalamoun, sydvest for Tripoli. Her fandt de libanesiske sikkerhedsstyrker ham d. 18. maj 2007, hvorefter han blev fængslet. Det skulle vise sig at være hans held. Dagen efter sporede de libanesiske sikkerhedsstyrker en gruppe bankrøvere til en lejlighed der blev brugt af Fatah al-Islam. Terroristerne her åbnede ild mod politiet, og det udviklede sig til regulære kampe først i gaderne omkring lejligheden, siden i den palæstinensiske ghetto Ain al-Hilweh, hvor Fatah al-Islam havde sin højborg. Det tog den libanesiske hær næsten fire måneder at nedkæmpe terroristerne, og undervejs mistede 480 mennesker livet - 170 soldater, 238 terrorister og 72 civile, FN-folk og folk fra Røde Kors. Ialt 236 terrorister blev taget til fange, deriblandt Walid og tre andre arabere med tilknytning til Danmark (mere om dem i en anden blogpost). Alle de anholdte blev koncentreret i Roumieh-fængslet lidt uden for Beirut.

Her sad Walid så i tre et halv år, før det d. 16. november 2010 lykkedes ham at kravle over fængslets 10 meter høje mure sammen med Mounjed al-Fahham, en anden fange fra Fatah al-Islam. Mounjed faldt og pådrog sig så svære skader at han ikke kunne flygte fra stedet, og blev taget af politiet. Walid selv løb derfra så hurtigt han kunne, og man hørte ikke fra ham de næste 15 måneder.

Næste gang man hørte fra Walid var i februar 2012, da han sneg sig over grænsen til Syrien i spidsen for 30 terrorister fra gruppen Jund al-Sham ("Syriens Soldater"). De vandrede små 8 kilometer ind i Syrien, før de så korsfarer-borgen Krak des Chevaliers, der tronede over byen al-Hosn, og besluttede sig for at det skulle være deres base. Som Politiken nævnte startede de med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen, så folk blev skræmt til ikke at støtte den syriske regering. Derefter fulgte en stribe mord og kidnapninger af ikke-muslimer for at få løsepenge, noget som Walid kronede med at udråbe al-Hosn til "Det islamiske emirat Homs". At storbyen Homs og provinsbyen al-Hosn ikke havde så meget med hinanden at gøre gjorde ikke så meget.

Walids rædselsherredømme i al-Hosn førte efterhånden til, at områdets primært kristne befolkning begyndte at flygte i tusindvis. Den officielt sekulære overkommando for de syriske oprørere, Syriens Frie Hær, lader ikke til at have haft så meget mod Walids etniske udrensning, i hvert fald indskrænker dens indblanding sig til et tilfælde, hvor Walid havde forlangt flere penge for et gidsel, end gidslets familie kunne betale. Sammen med en præst fik oprørernes overkommando "løsnet op for nogle spændinger", men mord og kidnapninger blev der ikke gjort noget ved.

Da Walid myrdede to af Syriens Frie Hærs egne krigere faldt der til gengæld brænde ned. Konsekvensen var tæsk, en "retssag" der bestod af at man råbte af ham, og henrettelse ved skydning. Videoen af retssag og henrettelse tager lidt under 3 minutter, og kan ses på youtube. Henrettelsen foregår dog i mørke.

Walid under "retssagen".

Sådan døde Walid al-Bustani. Der er dog en lang kø af mænd, der venter på at gå samme vej. Tilbage i Libanon sidder Walids bror, imamen Kamal. Sammen med en række andre salafistiske imamer, der rekrutterer sunnimuslimer til kamp. For de der ikke er klar til at tage skridtet fuldt ud og tage over grænsen for at halshugge folk er der altid lokal-opgørene i Tripoli. Salafisternes højborg i Tripoli er Bab al-Tabbaneh-kvarteret i det nordlige Tripoli grænser direkte op til Jabal Mohsen-kvarteret, der bebos af alawitter. Hvor sunni-muslimerne støtter oprørerne i Syrien støtter alawitterne regering, så siden 2011 er kampene i Syrien jævnligt blevet gentaget i mindre målestok i Tripoli. Sidste omgang i marts måned kostede 29 mennesker livet, og totalt har aflæggere af borgerkrigen kostet mellem 400 og 500 libanesere livet over de sidste 3 år.

Og imamer som Kamal al-Bustani har vi også i Danmark.