søndag den 13. april 2014

Bag overskrifterne: De indfødte i Nordafrika går til modstand mod arabisk imperialisme

Lidt baggrund, til at sætte løsrevne nyheder fra regionen ind i en større sammenhæng.

Idag ser de fleste Mellemøsten og Nordafrika som en arabiske regioner. De færreste ved, at det er en sandhed med modifikationer, at araberne her faktisk er udefrakommende bosættere, og at ur-indbyggerne stadig gør modstand. Israel, med en jødisk tilstedeværelse der er over 1000 år ældre end den arabiske, og kurderne, der har været i deres hjemland i flere tusinde år før araberne kom til, er kun to af tilfældene.

I resten af Mellemøsten og Nordafrika har de indfødte normalt (med undtagelse af kurderne) holdt hovedet nede, konfronteret med massiv magtanvendelse fra de arabiske central-regeringer, men med det Arabiske Forår er regeringsmagten i en række officielt arabiske lande blevet svækket, og de indfødte er i stadigt stigende tal begyndt at gribe til våben mod de arabiske bosættere.

Nogle steder er udløseren simple familiefejder, som i Egypten, hvor kampe mellem arabiske bosættere og de indfødte Nubiere i weekenden kostede 23 mennesker livet og sårede 50. Nubierne var oprindeligt kristne, og deres kongedømme Makuria i det sydlige Egypten og nordlige Sudan holdt arabisk islamisk ekspansion stangen i næsten 500 år, før kongedømmet faldt. Idag er de sorte nubiere stort set alle muslimer, men deres sorte hudfarve kan de ikke løbe fra, og de arabiske bosættere skal nok huske dem på det. Det ovennævnte sammenstød var med medlemmer af den arabiske stamme Banu Hilal, der oprindeligt stammer fra ørkenområderne på den Arabiske Halvø. De har i århundredernes løb været spydhovedet for nedkæmpning af urindbyggerne og arabisering af regionen.

Over grænsen, i Libyen, er billedet det samme, omend meget mere broget. Libyen blev erobret af araberne i 600-tallet, men de indfødte holdt arabiske bosættere i større omfang ude i fire århundreder, frem til midt i 1000-tallet, da det indfødte Ziride-dynasti tog magten fra de arabiske eliter. Araberne i Egypten besluttede sig for at straffe oprørerne, og sendte i 1049 de to arabiske stammer Banu Hilal og Banu Sulaym vestover, hvor de lagde Libyen og siden Tunesien og store dele af Algeriet i ruiner. Araberne bosatte sig siden i ruinerne. Områderne, der tidligere havde været middelhavsområdets kornkamre, blev til ørken, og landbruget i området har ikke genvundet pusten siden, måske undtaget en kort periode under de italiense fascister i 1930erne og 40erne.

Mens kystområderne idag er 100% arabiserede, så bebos de sydlige områder stadig af urbefolkningen - Tibbuerne i det østlige og centrale syd-Libyen, Tuaregerne i den vestlige del. Og det er araberne ved at prøve at lave om på. Libyens tidligere diktator, Muammar Ghaddafi, tog et par år før sit fald det libyske statsborgerskab fra alle Tibbuerne med det argument, at de jo måtte være fra Chad, nu de ikke var arabere. Det er ikke blevet bedre siden - kampe mellem arabiske militser og Tibbuer kostede 136 livet i februar 2012, over 70 måneden efter, og 12 i april. To måneder, i juni 2012, blev 47 dræbt i nye kampe. Hver gang var mønsteret det samme: en eller anden lille uenighed, der endte med at arabiske militser bombarderede Tibbu-kvarterer i byerne med alle våben de havde til rådighed, så de kunne slå så mange ihjel som muligt. Selv med de lejlighedsvise massakrer er Tibbuerne dog inde i en periode med kulturel blomstring, og med den libyske centralmagts tiltagende svækkelse kan det ikke udelukkes, de med tiden kan løsrive sig. Efter en periode med forholdsvis ro efter sommeren 2012 er der igen kampe - i december 2013 blev 8 dræbte ved kampe mellem Tibbuer og arabiske bosættere, og måneden efter, i januar i år, døde over 88 ved nye kampe, der denne gang også involverede støtter af den tidligere diktator Muammar Ghaddafi.

Videre mod vest, i M´zab-dalen i Algeriet, ligger de indfødte berbere (i pressen gerne kaldet Mozabiter) i konflikt med arabiske bosættere fra Chaamba´erne, en understamme til Banu Sulaym, der som nævnt invaderede fra Egypten efter 1049. Berberne har de sidste år oplevet en kulturel genfødsel, og de arabiske bosættere har selvfølgelig slået ned på dem. Fra en artikel i Jamestown Foundations´ Terrorism Monitor:
 
The Berbers of the M’zab can trace their lineage back to the regional Berber capital of Tiaret in northern Algeria. When Tiaret was taken by the Fatimid Shiites in 933, Ibadi Berbers began to move south, first to Ourgla Oasis, and finally on to M’zab in the early 11th century. They were followed by other Ibadi Berbers escaping pressure from new waves of Arab tribesmen arriving from the Arabian Peninsula (particularly the Banu Hillal). Ghardaïa, the largest city in the M’zab with over 90,000 residents, was first settled in 1097. The valley is now home to over 400,000 people. The traditionally nomadic Chaamba began settling in the M’zab oases one hundred years ago, a process that has been accelerated in recent decades by the growth of the petroleum industry, loss of pastures and government discouragement of nomadic lifestyles. The two communities have never integrated in M’zab. Whenever communal violence breaks out, both communities typically blame the other.
 
Aside from the death of three Mozabites in the latest sectarian violence, the most shocking development was the Chaamba destruction of the tomb of Amir Moussa, a UNESCO designated world heritage site (Agence Kabyle d’Information, January 14). The Amir was a Mozabite leader of the 16th century who is ironically remembered for leading efforts to integrate the Arab nomads into the M’zab community in 1586 (AFP, January 30). The ancient Mozabite cemetery in Ghardaïa was also destroyed by marauding Arab youths.
 
On January 27, Mozabite activist Dr. Kameleddine Fekhar issued a statement, purportedly speaking on behalf of the Mozabite community that demanded the departure of the Abd al-Malik Sellal government and urged a boycott of April’s upcoming presidential election. The statement complains of the “racist aggression” of police-supported militias armed with swords and knives that pillage and burn at will. Arrests followed by torture are determined solely on a racial basis, according to the statement (Siwel – Agence Kabyle d’Information, January 29). Prime Minister Sellal visited M’zab in January when tensions seemed to be easing, but fighting erupted with new intensity only days after his departure.

Det er kun de seneste tilfælde af modstand mod den arabiske imperialisme. Syd for Sahara er de indfødte stærkere, og deres modstand af ældre dato - i tilfældet Sydsudan er det endda lykkedes de indfødte at kaste det arabiske åg af sig; det ikke-arabiske Sydsudan blev selvstændigt 2011, efter at have været regeret af den arabiske centralregering i 55 år. Andre folk kæmper stadig, og som nord for Sahara-ørkenen er yndlingsvåbnet mod dem militser rekrutteret blandt arabiske bosættere. Hvor det nord for Sahara var Banu Sulaym og Banu Hilal, der leverede stormtropperne, er det syd for Sahara især Baggara-araberne, der er spredt over den sydlige udkant af Sahara fra Sudan i øst til Niger i vest. De har nydt godt af træning, som Libyens diktator Muammar Ghaddafi gav dem i Den Islamiske Legion, som han i 1970erne og 80erne brugte til at sprede libysk - forstået som arabisk og islamisk - herredømme i især Chad og Sudan.

I Sudan har det især haft indvirkning på Darfur-konflikten i den vestlige del af landet, hvor ikke-arabiske oprørere bekæmpes af den arabiske central-regering. De indfødte gjorde oprør i 2003, og da det arabiske centralstyres hær led nederlag efter nederlag skiftede regeringen taktik: fremfor regulære styrker gik man over til at bruge den traditionelle arabiske metode i krig: konstant krigsførsel mod fjendens civilbefolkning, til civilisterne flygter, og fjenden ikke har et civilt bagland at støtte sig på. Midlet var de berygtede Janjaweed-militser, hvis´ ledere for en stor dels vedkommende skal have fået deres træning i 80erne i Ghaddafis Islamiske Legion. Deres hærgen og og plyndringer skal have mellem 200.000 og 400.000 menneskeliv på samvittigheden. De samme metoder skal have kostet flere millioner mennesker livet i Sydsudan, før det lykkedes landet at løsrive sig.

Den arabiske form for krig er udpræget demografisk; den går ud på at rydde et landområde for især jorddyrkende indfødte, hvorefter de især nomadiske og derfor mobile arabere kan rykke ind og overtage området.

Som sædvanlig, når de indfødte står over for taktikken, står de i et dilemme: enten anvender man samme taktik mod de civile arabiske bosættere, eller man kan se på mens bosætterne vokser i antal, mens ens eget folk mindskes i tal - enten på grund af arabiske massakrer, eller på grund af de indfødtes masseflugt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar