Nogle ganske få dage før Bent Jensens værk om Den Kolde Krig i Danmark: ”Ulve, får og vogtere” udkom, var jeg inviteret til en privat middag, hvor otte ud af ni af gæsterne var journalister. Alle sammen ganske toneangivende og ”kendte” i branchen.
På et tidspunkt drejede samtalen over på Bent Jensen og hans kommende udgivelse.
Jeg vil nænsomt spare læserne for alle de rygmarvsreaktioner, den uvidenhed og de idiosynkratiske bemærkninger om Bent Jensens person i almindelighed og om den ulæste (!) bog i særdeleshed, som samtalen affødte, og i stedet kort postulere, at de levede ualmindelig pænt op til den myte om professoren, som Bent Jensens mange fjender med en vis succes har fået cementeret som almengyldige sandheder i de såkaldt progressive kredse:
Nemlig, at Center For Koldkrigsforskning var et bestilt borgerligt ”hatchet-job”, hvor konklusionen var givet på forhånd, og at lederen af det hedengangne CFKF er en korstogsfarende koldkriger, der udøver skinger heksejagt på de danskere, der bekendte sig til socialismen under Den Kolde Krig, ved at bedrive tendentiøs historieforskning og selektiv kildekritik.
Denne myte er en dokumenterbar løgn.
Samtalen, der altså tog sit udgangspunkt i løgnen, var derfor aldeles ulidelig i al sin indforståede, fimsede og uvidende form, og jeg tror vist nok, jeg gjorde mig ganske upopulær ved aggressivt at adressere nogle af de største tåbeligheder, hvilket jeg naturligvis vil skide på.
For nu at sige det på letforståeligt dansk.
Artiklen fortjener egentlig at læses i sin helhed, så gør det endelig her. Jeppe Juhl forsøger at indkredse, hvad det er, der motiverer journalisternes angreb på fakta. Han kommer selv med flere forklaringsmuligheder, blandt andet denne:
En anden forklaring ligger i, at flertallet af Bent Jensens kritikere er opvokset i den dræbende skygge af det forkvaklede såkaldte ungdomsoprør, hvor marxismens validitet ikke stod til diskussion, men var en del af den ilt, alle med vold og magt skulle indånde overalt på de højere læreanstalter....
Som værten til føromtalte middag ved en tidligere lejlighed underholdende har berettet om sit første semester på historiestudiet på Århus Universitet (1981):
”Das Kapital var den første bog på listen over bøger, vi skulle købe. Derudover så stod valget mellem følgende fire emner: Arbejderbevægelsens historie i Danmark, arbejderbevægelsens historie i England, arbejderbevægelsens historie i Tyskland og … arbejderbevægelsens historie i Frankrig.”
Den citerede person droppede sidenhen sine historiestudier og blev Danmarks mest prisbelønnede journalist nogensinde.
Da jeg havde læst Jeppe Juhls artikel færdig sad jeg tilbage med en let irritation over ikke at vide, hvilke journalister der var med til selskabet. Så jeg kunne holde øje med om de manipulerede i deres nyhedsdækning, forstås. Den uvidenhed er der heldigvis råd for, i hvert fald med hensyn til værten. Det, han citeres for at have berettet tidligere kan man nemlig ordret finde i en artikel i Information, hvor journalisten Anders Peter Mathiasen fortæller om dengang han flyttede til Aarhus for at studere historie. Og Anders Peter Mathiasen er netop Danmarks mest prisbelønnede journalist nogensinde - så vidt jeg ved den eneste der har vundet Cavling-prisen to gange. Den første Cavling-pris fik Anders Peter Mathiasen sammen med netop Jeppe Juhl - de vandt den i slut-80erne for deres gravearbejde i Stadsarkitektens Kontor for Ekstra-Bladet.
Anders Peter Mathiasens artikel i Information er nu ikke kun interessant på grund af beskrivelsen af pensum på historiestudiet i Århus, for den beskriver også generelt hele perioden hvor han var aktiv i det venstreradikale miljø i Århus samt, som artiklens overskrift fortæller, "Dengang jeg fik en terrorist som nabo". Artiklen er samtidig det perfekte eksempel på, hvorfor jeg gerne ville kunne navngive samtlige journalister i middagsselskabet. På den ene side giver den et indblik i det betændte venstreorienterede miljø dengang, som vi ikke ville have fået hvis han ikke skrev artiklen. På den anden side sidder man tilbage med spørgsmålet om, hvorfor i alverden Anders Peter Mathiasen som stjernejournalist har hemmeligholdt historien om en venstreorienteret dansk terrorist i tredive år, når han nu tydeligvis ved hvem manden er. Og hvorfor han stadig hemmeligholder navnet.
Hvilke terrorister selskabets andre otte journalister måske/måske ikke har dækket over i tredive år kan man jo så spekulere lidt på.
Hvilke terrorister selskabets andre otte journalister måske/måske ikke har dækket over i tredive år kan man jo så spekulere lidt på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar