Endnu en dansk selvmordsbomber i Irak

For lidt over en måned siden kom frem, at århusianeren Victor Kristensen var konverteret til islam og siden havde sprængt sig selv og en håndfuld andre i luften i et selvmordsangreb i Irak. For halvanden uge siden kom det frem, at han ikke var alene - et par uger før Victors selvmordsangreb sprængte en anden muslim med tilknytning til Danmark, "Abu Khattab al-Dinmarki" ("Khattabs far fra Danmark") sig selv og den tankbil pakket med sprængstoffer han kørte i i luften i den irakiske by Muqdadiya.

Selvmordsangrebet fandt sted d. 6. november 2013 mod al-Salam-politistationen nær Khalis, en provinsby godt 40 kilometer nord for Iraks hovedstad Baghdad. Vagterne ved politistationen opdagede tankbilen, der kom kørende mod dem med speederen i bund, og åbnede ild, men for sent. "Abu Khattab" sprængte tankbilen i luften ved politistationens port og dræbte 7 betjente og sårede 11 andre.

Den Islamiske Stat Irak og Syrien (ISIS) offentliggjorde først billede, nationalitet og dæknavn for selvmordsbomberen i et tweet af ISIS´ afdeling for den irakiske provins Diyala d. 12. april i år, som del af en liste på ialt 26 selvmordsbombere.

"Abu Khattab al-Danimarki", selvmordsbomber for ISIS i Irak

Hvem er Abu Khattab al-Dinmarki?

Modsat med Victor Kristensen, er det denne gang ikke den danske presse, der forhindrer os i at få at vide hvem selvmordsbomberen er, for pressen har overhovedet ikke opdaget ham endnu. Da ISIS offentliggjorde tweetet var det inklusive et billede af "Abu Khattab", men et hvor hans ansigt var gjort uigenkendeligt - det eneste af de 26 selvmordsbomber-portrætter, hvor ISIS mente, det var nødvendigt. At han er gjort uigenkendelig gør det ret svært at identificere manden, så her vil jeg kun komme med et fingerpeg og tænke lidt højt.

I sagens natur er selvmordsbombere normalt ret ligeglade med hvad folk synes om dem efter de har begået selvmord, så de plejer ikke at skjule sig. Når de gør det er det gerne med et tørklæde. Her er billedet taget uden maskering, Men til gengæld er "Abu Khattab" glatbarberet, noget den gennemsnitlige islamist kun gør kort før sit selvmord. Dels af religiøse grunde, dels fordi militær og politi i Irak holder øje med langskæggede mænd der kører lidt for hurtigt i lidt for store biler, for den slags skriger selvmordsbomber. Bagefter har ISIS så valgt at sløre hans billede alligevel.

Sløring og mangel på skæg og hår gør det stort set umuligt at identificere manden ud fra billedet, men det er dog værd at notere sig at kunya´et (dæknavnet) "Abu Khattab" også blev brugt af topislamisten Musharraf Shaheed, en pakistaner bosat i København, der i starten af 2013 tog til Syrien for at slås.

Musharraf Shaheed gjorde sig især kendt med en video fra slutningen af august 2013, hvor han og en anden dansktalende muslim fra Syrien opfordrede til drab på en række personer, og foretog skydeøvelser med billeder af dem som mål. Målene var islam-kritikeren Lars Hedegaard, den muslimske politiker Naser Khader, tidligere statsminister Anders Fogh, muhammed-tegneren Kurt Westergaard, den tidligere muslimske imam Ahmed Akkari og den tidligere PET-agent i al-Qaeda, Morten Storm.

Abu Khattab/Musharraf Shaheed (tv) forklarer hvorfor muslimer skal myrde ikke-muslimer.
Til højre Bakary Jammeh, en gambianer tilknyttet islamistmiljøet i Danmark.
Fra videoen "Den forglemte forpligtelse, del 3"

I Januar skrev Politiken fortælle, at han var blevet dræbt sidst i november eller først i december 2013 i det nordlige Syrien, men siden måtte avisen trække lidt i land, fordi Musharrafs bror kaldte det "løgn", uden at ville uddybe hvilken del af historien der var forkert. Død skulle han i hvert fald være ifølge Politikens kilder. Spørgsmålet er så hvor og hvornår.

Man kan notere sig, at omkring tidspunktet hvor ISIS offentliggjorde det slørede billede af "Abu Khattab al-Dinmarki", da begyndte billeder af Musharraf Shaheed også at dukke op igen på dansk-muslimske twitter-konti. Samtidig bliver han her også for første gang sat i forbindelse med ISIS - den muslimske terrorgruppe, der er for radikal for al-Qaida. Selvmordsbomberen Victor Kristensen startede også med at gå i krig for terrorgruppen ISIS i Syrien, før han blev selvmordsbomber for dem i Irak.

UPDATE: Jeg har opdateret artiklen med ny geografisk information om hvor selvmordsangrebet fandt sted. I første version placerede jeg selvmordsangrebet i Muqdadiya i den centrale del af Diyala-provinsen. Siden har jeg fået informationer, der viser det har været i en lille by uden for Khalis, 30-35 kilometer længere mod vestsydvest. ISIS´ version af begivenhederne stemmer også overens med dette.

Viktor Kristensen slog sig selv og andre ihjel kun godt 20 kilometer derfra.

Rettelse til Tv2 Nyhederne

Tv2 Nyhederne lagde forleden en artikel online om to to bosniske muslimer, der var taget til Syrien for at slås for islam. Artiklen inkluderer et afsnit om muslimer fra Danmark, der er dræbt i Syrien, og her er det gået lidt for hurtigt med at illustrere artiklen:

Screenshot, nyhederne.tv2.dk

Billedet er ikke af top-islamisten Musharraf Shaheed, der er "Abu Khattab"s virkelige navn. Det er af fodfolksislamisten Samuel Yemane, der gik under dæknavnet "Abu Issa" og faldt i kamp i det nordøstlige Syrien i januar i år. Det fremgår også af det blogindlæg på syrienblog.dk, som TV2 har taget billedet fra. Man kan eventuelt sammenligne med et stillbillede af originalvideoen på syriatube.net:

Screenshot, syriantube.net

For den sags skyld har TV2 Nyhederne heller ikke dækning for at Abu Khattab blev dræbt af skud, eller at han overhovedet blev dræbt i Syrien, men mere om det i en senere artikel.

Politikens Rune Lykkeberg: Når manipulation er hovedargumentet

Politikens kulturredaktør, Rune Lykkeberg, begik lørdag i sidste uge indlægget "Når tusinder af soldater dræber sig selv". Heri nævner han, at 100.000 amerikanske soldater har begået selvmord siden 9/11. Som en kammerat sagde: "Det lyder voldsomt", og jeg måtte give ham ret. Altså begyndte jeg at grave.

Indlægget er kulturredaktørens forsøg på  et angreb på krig som politisk redskab, der opsummeres til sidst som følger:

Selvom krig kan være slut på slagmarken, fortsætter den længe efter med at slå folk ihjel.

Det er således almindeligt kendt, men det bliver ikke diskuteret som et afgørende perspektiv, når vi diskuterer, om vi skal gå i krig. Vi taler om, hvad krigen udretter der, hvor den føres. Men vi taler ikke om, hvordan det ødelægger tusinder af menneskeliv at blive sendt som soldater.

Den amerikanske journalist Nicholas Kristof har regnet ud, at for hver amerikansk soldat, som falder i krig, er der 25, som tager deres liv efter krigen.

Det skal man huske på hver gang, aktivismen hyldes og passiviteten foragtes. Krig går ikke kun udover dem, den føres imod. Den rammer også stort, bredt og dybt i lande, som beslutter sig for at blive krigsførende

Eller, i kortform: Soldater sendes i krig -> krigen tilføjer soldater psykiske skader -> mange flere soldater begår selvmord efter krigen, end der faldt i den.

Som dokumentation for rigtigheden i sit angreb har han tre eksempler på soldater og tre statistikker. Problemet er, at Lykkebergs "dokumentation" ikke støtter hans konklusion, at den en del steder er anvendt stærkt manipulerende. Sine steder balancerer Lykkeberg endda mellem enten at være ligeglad med om det han skriver er usandt, eller lyve bevidst. Først de tre eksempler.

Eksempel 1 er puertoricaneren Ivan Lopez, der var soldat i den amerikanske hær og for nylig myrdede tre soldaterkammerater. Lykkeberg gør ham til offer for mentale skader på grund af krig:

Men Lopez havde været i Irak og han blev indimelllem ramt af angst. Et eller andet må være gået i stykker inden i ham, men de kunne ikke se det på den mentalundersøgelse, som han fik lavet en måned inden sin død.

Det, Lykkeberg ikke fortæller er, at Lopez´ ophold i Irak begrænsede sig til 4 måneder som lastbilchauffør, hvor han ikke var i kamp. Lykkeberg fortæller heller ikke, at Lopez´ problemer først startede da han mistede sin højt elskede mor i oktober 2013, to år efter  han var i Irak. Måneden efter døde hans bedstefar. Det var efter de tab, at han fik søvn- og angstproblemer. Ikke efter han havde kørt lastbil i 4 måneder.

Eksempel to er Nidal Hassan Malik:

Det var heller ikke første gang, at soldater blev skudt på Fort Hood. Allerede i 2009 blev 13 soldater dræbt af major Nidal Hassan, der under sin tjeneste som psykiater i den amerikanske hær blev radikaliseret islamist og kom i kontakt med Al Qaeda.

Som Ivan Lopez var Nidal Hassan soldat, men han havde aldrig været bare i nærheden af krig, han havde ingen psykiske problemer, og han begik ikke selvmord. Han lader kun til at være med for at føje dødsfald til historien. Lykkeberg kunne lige så godt have inkluderet Peter Lundin eller Anders Breivik.

Eksempel tre er Aaron Alexis:

Efter en skudepisode på en base i Washington i 2013, hvor 12 soldater blev dræbt af en soldaterkammerat, konkluderede en undersøgelse lavet af forsvarsministeret, at det er meget svært for forsvaret at »finde, forhindre og og reagere på tilfælde, hvor nogen, der er arbejder for os - en regeringsansat, en militærperson eller en løst tilknyttet - beslutter sig for lave skade mod denne institution og dens folk«.

Her taler Lykkeberg direkte usandt. Samtlige involverede - både de 12 ofre og Aaron Alexis, der myrdede dem, var civile. At de skulle være "soldater" hhv Alexis deres "soldaterkammerat" er noget, Lykkeberg selv finder på til sit indlæg. Alexis havde engang været soldat, men havde ikke været i krig - han fungerede som elektriker på en base hjemme i USA.

Ingen af Lykkebergs eksempler holder altså, og det bliver ikke bedre med hans forsøg på at bruge statistik til at blæse sit argument op med. I alle tre statistikker begår han samme brølere, så jeg nøjes med at se på den ene, den han citerer journalisten Nicholas Kristof for. Lykkeberg giver os ikke kilden, men den kan findes her, en artikel fra april 2012. Den relevante bid er denne:

For every soldier killed on the battlefield this year, about 25 veterans are dying by their own hands.

I Lykkebergs version bliver det til følgende:

Den amerikanske journalist Nicholas Kristof har regnet ud, at for hver amerikansk soldat, som falder i krig, er der 25, som tager deres liv efter krigen.

Som man kan se forfalsker Lykkeberg sin kilde for at få pengene til at passe. Kristof taler ikke om soldater der tager deres liv, men om "veterans", der dækker alle der har været i militæret engang i fortiden, uanset om de har været i krig eller ej. Det er det man i Danmark kalder civilister.

At det har en vis betydning for tallene kan man se af en opgørelse fra Department of Veteran Affairs fra maj 2013. Dengang var der lidt over 23 millioner amerikanere, der havde været soldater før 1991 (til det kan man så føje måske 5 millioner, der har har været soldater en overgang senere. Af de 23 millioner fra opgørelsen havde over seks millioner været soldater i fredstid, og millioner af resten har aldrig været været uden for USA eller i kamp. Havde opgørelsen været 2 år ældre havde den endda haft veteraner fra 1. Verdenskrig med. Lykkebergs argument er så, at veteranen i de 93 år der er gået siden 1. Verdenskrig ikke havde kunnet opleve noget, der kunne få ham til at tage sit eget liv.

Dertil kommer en detalje, som Lykkeberg nævner i en anden statistik, men aldrig følger op på:

Vi ved også, at traumerne ikke kun kommer lige efter tjeneste. ...

De fleste soldaterselvmord bliver således begået af mænd på over 50.

Hvor ved Lykkeberg det fra? Det ved han fra en anden rapport fra Department of Veteran Affairs, der inkluderer denne tabel på side 22:

Tabellen viser aldersfordelingen af selvmord inden for gruppen af amerikanere der har været soldater engang, og gruppen der ikke har - inden for hver gruppe er totalen 100%. Som man kan se finder næsten 70% af selvmordene blandt tidligere soldater sted efter de er fyldt 50. Og det er et problem ifølge Lykkeberg. Han undrer sig ikke over, at langt flere civile end tidligere soldater tager deres liv mens de er i 20erne og teenage-årene, men det ville selvfølgelig også ødelægge hans argumentation.

Fra samme rapport, side 16:

It is important to note that both Veteran populations and those who die by suicide are significantly more likely to be male. According to data provided by the United States Census Bureau, 93% of all Veterans are male and 21% of all males aged 18 years and older have history of U.S. military service. Further, history of U.S. military service increases with age, with the highest percentage of Veterans aged 55 years and older.(2) Information reported on state death certificates indicates that the ages 50-59 years is also an important group for addressing risk for suicide. Between 1999 and 2010 the average age of male Veterans who died from suicide was 59.6 years among Veterans identified on state death certificates and 54.5 years among those who could be validated using VA administrative records. The average age of male Veterans who died from suicide was considerably older than the average age of male suicide decedents who were not identified as Veterans (43.1 years). For example, according to data provided by the Centers for Disease Control and Prevention (2010), approximately 79% of all suicides among adults aged 18 years and older were male and approximately 44% of all male suicides were among those aged 50 years of age and older. (3) It is therefore possible that epidemiologic characteristic of suicide in the general population (i.e. higher rates of suicide among older adult males) may contribute to a comparatively high prevalence of Veterans among those who die from suicide.

Eller, skåret ind til benet: når det ser ud til at der er en  højere hyppighed af selvmord blandt tidligere soldater end blandt civilister, så er det fordi de to grupper ikke kan sammenlignes. Veteraner er i langt højere grad 1) ældre, 2) mænd, og for den sags skyld også 3) hvide, end civilbefolkningen er. Alle tre grupper har en større selvmordshyppighed end alternativet (hhv unge, kvinder og ikke-hvide). For at kunne konkludere noget reelt om emnet skulle man sammenligne veteranbefolkningen med en tilsvarende civil befolkning, hvor ældre, mænd og hvide var lige så overrepræsenterede. Det har Rune Lykkeberg bare ikke taget sig sammen til at gøre.

Selv hvis man havde lavet en sådan undersøgelse og stadig fundet en større hyppighed af selvmord blandt veteraner, så skulle man også lave reel research, der faktisk viste en sammenhæng mellem den højere hyppighed, og så eventuelle psykiske skader pådraget i krig. Det er der bare ingen der har gidet lave.

Istedet får man forsøg som Rune Lykkebergs, hvor forfatteren satser på at manipulation med sproget kan gøre det ud for reel research.

Bag overskrifterne: De indfødte i Nordafrika går til modstand mod arabisk imperialisme

Lidt baggrund, til at sætte løsrevne nyheder fra regionen ind i en større sammenhæng.

Idag ser de fleste Mellemøsten og Nordafrika som en arabiske regioner. De færreste ved, at det er en sandhed med modifikationer, at araberne her faktisk er udefrakommende bosættere, og at ur-indbyggerne stadig gør modstand. Israel, med en jødisk tilstedeværelse der er over 1000 år ældre end den arabiske, og kurderne, der har været i deres hjemland i flere tusinde år før araberne kom til, er kun to af tilfældene.

I resten af Mellemøsten og Nordafrika har de indfødte normalt (med undtagelse af kurderne) holdt hovedet nede, konfronteret med massiv magtanvendelse fra de arabiske central-regeringer, men med det Arabiske Forår er regeringsmagten i en række officielt arabiske lande blevet svækket, og de indfødte er i stadigt stigende tal begyndt at gribe til våben mod de arabiske bosættere.

Nogle steder er udløseren simple familiefejder, som i Egypten, hvor kampe mellem arabiske bosættere og de indfødte Nubiere i weekenden kostede 23 mennesker livet og sårede 50. Nubierne var oprindeligt kristne, og deres kongedømme Makuria i det sydlige Egypten og nordlige Sudan holdt arabisk islamisk ekspansion stangen i næsten 500 år, før kongedømmet faldt. Idag er de sorte nubiere stort set alle muslimer, men deres sorte hudfarve kan de ikke løbe fra, og de arabiske bosættere skal nok huske dem på det. Det ovennævnte sammenstød var med medlemmer af den arabiske stamme Banu Hilal, der oprindeligt stammer fra ørkenområderne på den Arabiske Halvø. De har i århundredernes løb været spydhovedet for nedkæmpning af urindbyggerne og arabisering af regionen.

Over grænsen, i Libyen, er billedet det samme, omend meget mere broget. Libyen blev erobret af araberne i 600-tallet, men de indfødte holdt arabiske bosættere i større omfang ude i fire århundreder, frem til midt i 1000-tallet, da det indfødte Ziride-dynasti tog magten fra de arabiske eliter. Araberne i Egypten besluttede sig for at straffe oprørerne, og sendte i 1049 de to arabiske stammer Banu Hilal og Banu Sulaym vestover, hvor de lagde Libyen og siden Tunesien og store dele af Algeriet i ruiner. Araberne bosatte sig siden i ruinerne. Områderne, der tidligere havde været middelhavsområdets kornkamre, blev til ørken, og landbruget i området har ikke genvundet pusten siden, måske undtaget en kort periode under de italiense fascister i 1930erne og 40erne.

Mens kystområderne idag er 100% arabiserede, så bebos de sydlige områder stadig af urbefolkningen - Tibbuerne i det østlige og centrale syd-Libyen, Tuaregerne i den vestlige del. Og det er araberne ved at prøve at lave om på. Libyens tidligere diktator, Muammar Ghaddafi, tog et par år før sit fald det libyske statsborgerskab fra alle Tibbuerne med det argument, at de jo måtte være fra Chad, nu de ikke var arabere. Det er ikke blevet bedre siden - kampe mellem arabiske militser og Tibbuer kostede 136 livet i februar 2012, over 70 måneden efter, og 12 i april. To måneder, i juni 2012, blev 47 dræbt i nye kampe. Hver gang var mønsteret det samme: en eller anden lille uenighed, der endte med at arabiske militser bombarderede Tibbu-kvarterer i byerne med alle våben de havde til rådighed, så de kunne slå så mange ihjel som muligt. Selv med de lejlighedsvise massakrer er Tibbuerne dog inde i en periode med kulturel blomstring, og med den libyske centralmagts tiltagende svækkelse kan det ikke udelukkes, de med tiden kan løsrive sig. Efter en periode med forholdsvis ro efter sommeren 2012 er der igen kampe - i december 2013 blev 8 dræbte ved kampe mellem Tibbuer og arabiske bosættere, og måneden efter, i januar i år, døde over 88 ved nye kampe, der denne gang også involverede støtter af den tidligere diktator Muammar Ghaddafi.

Videre mod vest, i M´zab-dalen i Algeriet, ligger de indfødte berbere (i pressen gerne kaldet Mozabiter) i konflikt med arabiske bosættere fra Chaamba´erne, en understamme til Banu Sulaym, der som nævnt invaderede fra Egypten efter 1049. Berberne har de sidste år oplevet en kulturel genfødsel, og de arabiske bosættere har selvfølgelig slået ned på dem. Fra en artikel i Jamestown Foundations´ Terrorism Monitor:
 

The Berbers of the M’zab can trace their lineage back to the regional Berber capital of Tiaret in northern Algeria. When Tiaret was taken by the Fatimid Shiites in 933, Ibadi Berbers began to move south, first to Ourgla Oasis, and finally on to M’zab in the early 11th century. They were followed by other Ibadi Berbers escaping pressure from new waves of Arab tribesmen arriving from the Arabian Peninsula (particularly the Banu Hillal). Ghardaïa, the largest city in the M’zab with over 90,000 residents, was first settled in 1097. The valley is now home to over 400,000 people. The traditionally nomadic Chaamba began settling in the M’zab oases one hundred years ago, a process that has been accelerated in recent decades by the growth of the petroleum industry, loss of pastures and government discouragement of nomadic lifestyles. The two communities have never integrated in M’zab. Whenever communal violence breaks out, both communities typically blame the other.

 

Aside from the death of three Mozabites in the latest sectarian violence, the most shocking development was the Chaamba destruction of the tomb of Amir Moussa, a UNESCO designated world heritage site (Agence Kabyle d’Information, January 14). The Amir was a Mozabite leader of the 16th century who is ironically remembered for leading efforts to integrate the Arab nomads into the M’zab community in 1586 (AFP, January 30). The ancient Mozabite cemetery in Ghardaïa was also destroyed by marauding Arab youths.

 

On January 27, Mozabite activist Dr. Kameleddine Fekhar issued a statement, purportedly speaking on behalf of the Mozabite community that demanded the departure of the Abd al-Malik Sellal government and urged a boycott of April’s upcoming presidential election. The statement complains of the “racist aggression” of police-supported militias armed with swords and knives that pillage and burn at will. Arrests followed by torture are determined solely on a racial basis, according to the statement (Siwel – Agence Kabyle d’Information, January 29). Prime Minister Sellal visited M’zab in January when tensions seemed to be easing, but fighting erupted with new intensity only days after his departure.

Det er kun de seneste tilfælde af modstand mod den arabiske imperialisme. Syd for Sahara er de indfødte stærkere, og deres modstand af ældre dato - i tilfældet Sydsudan er det endda lykkedes de indfødte at kaste det arabiske åg af sig; det ikke-arabiske Sydsudan blev selvstændigt 2011, efter at have været regeret af den arabiske centralregering i 55 år. Andre folk kæmper stadig, og som nord for Sahara-ørkenen er yndlingsvåbnet mod dem militser rekrutteret blandt arabiske bosættere. Hvor det nord for Sahara var Banu Sulaym og Banu Hilal, der leverede stormtropperne, er det syd for Sahara især Baggara-araberne, der er spredt over den sydlige udkant af Sahara fra Sudan i øst til Niger i vest. De har nydt godt af træning, som Libyens diktator Muammar Ghaddafi gav dem i Den Islamiske Legion, som han i 1970erne og 80erne brugte til at sprede libysk - forstået som arabisk og islamisk - herredømme i især Chad og Sudan.

I Sudan har det især haft indvirkning på Darfur-konflikten i den vestlige del af landet, hvor ikke-arabiske oprørere bekæmpes af den arabiske central-regering. De indfødte gjorde oprør i 2003, og da det arabiske centralstyres hær led nederlag efter nederlag skiftede regeringen taktik: fremfor regulære styrker gik man over til at bruge den traditionelle arabiske metode i krig: konstant krigsførsel mod fjendens civilbefolkning, til civilisterne flygter, og fjenden ikke har et civilt bagland at støtte sig på. Midlet var de berygtede Janjaweed-militser, hvis´ ledere for en stor dels vedkommende skal have fået deres træning i 80erne i Ghaddafis Islamiske Legion. Deres hærgen og og plyndringer skal have mellem 200.000 og 400.000 menneskeliv på samvittigheden. De samme metoder skal have kostet flere millioner mennesker livet i Sydsudan, før det lykkedes landet at løsrive sig.

Den arabiske form for krig er udpræget demografisk; den går ud på at rydde et landområde for især jorddyrkende indfødte, hvorefter de især nomadiske og derfor mobile arabere kan rykke ind og overtage området.

Som sædvanlig, når de indfødte står over for taktikken, står de i et dilemme: enten anvender man samme taktik mod de civile arabiske bosættere, eller man kan se på mens bosætterne vokser i antal, mens ens eget folk mindskes i tal - enten på grund af arabiske massakrer, eller på grund af de indfødtes masseflugt.

The conservative case against capitalism

Det hel skal ikke være graveri, der skal også være plads til bare at dele lidt læsestof ud. Jeg kan se, jeg de seneste dage har fået en del besøgende fra de to nationalkonservative blog Snaphanen og Uriasposten. Her har i lidt fra den konservative ende af det politiske spektrum til at stimulere hjernen, lidt u-socialistisk kapitalisme-kritik. Fra "The conservative case against capitalism":

Patrimonial capitalism was criticized not as a technical bug in an otherwise benign system, or a managerial problem to be ameliorated by socialist dreams. No, it was criticized in moral terms as a demonic attack on the freedom of the family and an assault upon man's dignity. For Hilaire Belloc and G.K. Chesterton, the English Catholic distributists, the problem wasn't inherited wealth leading to patrimonial capitalism: it was the mass of men being re-impressed into slavery within "the Servile State."..

True freedom, in Belloc's theory of history, came from property..

Belloc views the process of "capitalism" over the century that preceded him as the re-dispossession of the middle-class and peasants of their post-feudal property — the property on which their freedom was made real and effective. For Belloc, asking for the redistribution of a little more gruel did not even begin to make up for this loss:

 

The masses are kept alive, they are taught by a subsidy in childhood, treated by a subsidy in illness, and maintained by a subsidy in old age, widowhood and incapacity from accident. Soon no one of them may be suffering either hunger or cold or lack of any plain material necessity consonant to the type of civilization in which they live. But their activities are at the mercy of their masters.

For Belloc, real freedom meant not collective ownership through the state, but private property distributed so widely and thoroughly that the bulk of families could provide for themselves. No class would ever be reduced to complete dependence on oligarchs or party apparatchiks. Widely distributed private property would give most people the means to escape the tyranny of the boss (much talked about on the left today) and the tyranny of the managerial state (the bogeyman of the right). ..

Democracy alone was totally inadequate to ensure freedom and dignity. Belloc maintained that crony capitalism was the inevitable result once the wealthy classes had reduced all others to dependency and their full weight of influence corrupted the legislature. A society with well-distributed property would provide a check against the rich and the state both. "The family must have not only power to complain against arbitrary control external to it, but power to make its complaint effective," he wrote.

Læs det hele.

 

Walid al-Bustani fra Danmark "..startede med at skære hovedet af en trafikbetjent"

Torsdag i forrige uge fordrev syriske regeringsstyrker endelig islamiske oprørere fra byen al-Hosn og den gamle korsfarerborg Krak des Chevaliers, efter radikale muslimer havde besat begge i to år. De radikale muslimers overtagelse af magten i al-Hosn kunne man dengang læse om i Politiken, der havde interviewet en flygtning fra byen ("Salafisterne skar trafikbetjentens hoved af", Politiken, 7. oktober 2012):

»Det hele startede, da Walid Al Bustani kom til byen i februar med sin gruppe af salafister«, siger Basan, der i mange år har haft en restaurant i al-Hosn. Indtil da havde al-Hosn, en mindre by med omkring 20.000 indbyggere ved korsfarerborgen Krak des Chevaliers, været stort set uberørt af kampene mellem oprørerne og Assad-regimet.


Krak des Chevaliers. Forneden al-Hosn. Kilde: Liveleak

Men det ændrede sig hurtigt, da Al Bustani, en fremtrædende salafist fra den libanesiske havneby Tripoli, gik i gang.
»De startede med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen«, siger Basan og forklarer, hvordan den lille gruppe salafister på kort tid reelt tog magten i byen.

»De dræbte flere politibetjente og begyndte at tage grupper af kristne og alawitter fra området omkring al-Hosn til Krak des Chevalier som gidsler«. Ifølge Basan tog salafisterne typisk femseks personer ad gangen og løslod dem mod at få løsepenge.

Flertallet af befolkningen i al-Hosn er sunnimuslimer, men både byen og den berømte korsfarerborg, der indtil borgerkrigen var en af Syriens største turistattraktioner, ligger i Wadi al-Nasara - Den Kristne Dal - med mange kristne og alawittiske landsbyer, og ifølge Basan var det sekteriske element i både drabene og kidnapningerne helt centralt.

»Politibetjentene var alawitter, og de gik helt klart efter alle, der ikke var sunnimuslimer«, siger han.

Det er rosværdigt, at Politiken dengang fortalte historien om Walid Hassan al-Bustani - den kom på et tidspunkt, da vestlig presse og ledere gerne ville lade som om oprørerne var blide socialdemokrater alle sammen. Det er knapt så rosværdigt, at avisen glemte at nævne, at Walid al-Bustani boede i Danmark i næsten 20 år, før han tog tilbage til Mellemøsten for at slå ihjel. Hans ene kone og de fem børn han fik med hende bor her stadig, og de radikale muslimer han fandt sammen med bor her stadig - én af dem kan knyttes til alt fra væbnede røverier til forsøg på bombeattentater i Danmark over de sidste 17 år. Historien er som følger:

Walid Hassan al-Bustani er libaneser, født i 1964 i landsbyen Bebnine, der ligger 15 kilometer øst for storbyen Tripoli. Området er primært befolket af sunni-muslimer, og det er en fundamentalistisk sunnimuslimsk højborg. Det var derfor heller ikke overraskende, at han under den libanesiske borgerkrig i starten af 80erne sluttede sig til den radikale milits Harakat al-Tawhid al-Islami, Bevægelsen for Islamisk Énhed (énhed skal forstås som islams og guden allahs enhed - at muslimer benægter muligheden for at der kan være andre guder). Militsen huserede primært i Tripoli i nord-Libanon, og sloges fra stiftelsen i 1982 mod sekulære syriske "fredsbevarende" styrker og deres lokale allierede, primært alawitiske militser fra Tripoli-kvarteret Jabal Mohsen. Da syrerne knuste Harakat i Tripoli i 1986 og tog hans bror til fange, flygtede Walid al-Bustani ud af Libanon. Først til Libyen, senere videre til Danmark, hvor han fik permanent opholdstilladelse og bosatte sig i København.

Walid Hassan al-Bustani



I København begyndte Walid at komme i imam Ahmad Abu Labans moske, Tawba-moskeen på Vesterbrogade. På tidspunktet var moskeen samlingspunkt for sympatisører og medlemmer af en række muslimske terrorgrupper, og Walid fandt hurtigt sammen med dem. Især en anden libaneser, MDR, blev han en nær ven af, og begge lyttede meget til en imam, AH, der gik under navnet Abu Suud. Både MDR og AH var involveret i forsøget på at stjæle et større millionbeløb fra en pengetransport i 1997, og siden smugle pengene ud af landet. Man går ud fra, de skulle bruges til at finansiere islamiske terrorgrupper. To andre deltagere i det væbnede røveri er aldrig blevet fundet. MDR forsvandt fra Danmark i 2001, og da han kom op til overfladen igen var det som emir i al-Qaeda (mere om AH og MDR i senere blogposter).

I Danmark fik Walid selv efterhånden ikke bare kone, men også fem børn. Alt var dog ikke fryd og gammen - ud over sin muslimske fundamentalisme blev Walid også diagnosticeret som skizofren, og de sociale myndigheder begyndte at overveje at tvangsfjerne et af hans børn på grund af forholdene i hjemmet.

I år 2002 tillagde Walid sig en kone nummer to, en kvinde, hans familie i Libanon havde fundet til ham. Han lod sig godt nok proforma-skille fra konen i Danmark, så de danske myndigheder ikke lagde sig imellem, og istedet skruede op for overførselsindkomsterne, men under islamisk lov (sharia) forblev han gift med begge. Kone nr 2 blev installeret i et hus i den palæstinensiske Beddawi-ghetto nord for Tripoli, og Walid kom jævnligt på besøg fra Danmark og levede med familie nr. 2 der.

Året efter styrtede vestlige styrker den irakiske diktator Saddam Hussein, og al-Qaeda benyttede lejligheden til at begynde at myrde løs i Irak. Det begyndte at trække mere og mere i Walid for at slås i al Qaeda, men der var visse problemer. De fleste al-Qaeda-terroristers vej til Irak gik over Syrien, og Walid var efterlyst af de syriske autoriteter. Walids ven MDR, der som militær emir i al-Qaeda i Irak efterhånden havde slået godt 1.000 mennesker ihjel, mente derfor, at det var en dårlig idé at han kom til Irak, og Walid holdt sig væk. Da MDR blev dræbt af amerikanske kamphelikoptere i 2004 fik Walids rejse til Irak endnu længere udsigter.

Til gengæld begyndte der at ske ting og sager for Walid i Libanon. Radikal sunni-islam var på fremmarch i Syrien, blandt andet hjulpet på vej af Walids bror Kamal, der som imam leverede det islamiske grundlag vor jihad, hellig krig. Walid selv lærte Shehab al-Qaddour at kende, en anden kendt islamisk ekstremist i Libanon, der boede lige på den anden side af gaden ift Walids hus i Beddawi. De fandt hurtigt sammen om en fælles interesse i islamisk terrorisme. I 2006 stiftede de to sammen med en række andre terrorgruppen Fatah al-Islam, hvor Shehab al-Qaddour blev nummer to under gruppens leder Shaker al-Abssi.

Fatah al-Islam begyndte derefter et terrorvælde i Libanon med snigmord og bombeattentater. Gruppens nummer 4, stod samtidig bag bombeattentater mod to passagertog i luften i Tyskland, der heldigvis slog fejl. Bagmandens bror forsøgte at flygte til en kontakt i Danmark, men blev anholdt på vejen. Mere om det i en anden blogpost.

Efterhånden begyndte de libanesiske myndigheder at holde nærmere øje med Fatah al-Islam, og i starten af maj 2007 var Walid kortvarigt anholdt. Da han blev løsladt gik han under jorden med familien i en dæklejlighed i al-Qalamoun, sydvest for Tripoli. Her fandt de libanesiske sikkerhedsstyrker ham d. 18. maj 2007, hvorefter han blev fængslet. Det skulle vise sig at være hans held. Dagen efter sporede de libanesiske sikkerhedsstyrker en gruppe bankrøvere til en lejlighed der blev brugt af Fatah al-Islam. Terroristerne her åbnede ild mod politiet, og det udviklede sig til regulære kampe først i gaderne omkring lejligheden, siden i den palæstinensiske ghetto Ain al-Hilweh, hvor Fatah al-Islam havde sin højborg. Det tog den libanesiske hær næsten fire måneder at nedkæmpe terroristerne, og undervejs mistede 480 mennesker livet - 170 soldater, 238 terrorister og 72 civile, FN-folk og folk fra Røde Kors. Ialt 236 terrorister blev taget til fange, deriblandt Walid og tre andre arabere med tilknytning til Danmark (mere om dem i en anden blogpost). Alle de anholdte blev koncentreret i Roumieh-fængslet lidt uden for Beirut.

Her sad Walid så i tre et halv år, før det d. 16. november 2010 lykkedes ham at kravle over fængslets 10 meter høje mure sammen med Mounjed al-Fahham, en anden fange fra Fatah al-Islam. Mounjed faldt og pådrog sig så svære skader at han ikke kunne flygte fra stedet, og blev taget af politiet. Walid selv løb derfra så hurtigt han kunne, og man hørte ikke fra ham de næste 15 måneder.

Næste gang man hørte fra Walid var i februar 2012, da han sneg sig over grænsen til Syrien i spidsen for 30 terrorister fra gruppen Jund al-Sham ("Syriens Soldater"). De vandrede små 8 kilometer ind i Syrien, før de så korsfarer-borgen Krak des Chevaliers, der tronede over byen al-Hosn, og besluttede sig for at det skulle være deres base. Som Politiken nævnte startede de med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen, så folk blev skræmt til ikke at støtte den syriske regering. Derefter fulgte en stribe mord og kidnapninger af ikke-muslimer for at få løsepenge, noget som Walid kronede med at udråbe al-Hosn til "Det islamiske emirat Homs". At storbyen Homs og provinsbyen al-Hosn ikke havde så meget med hinanden at gøre gjorde ikke så meget.

Walids rædselsherredømme i al-Hosn førte efterhånden til, at områdets primært kristne befolkning begyndte at flygte i tusindvis. Den officielt sekulære overkommando for de syriske oprørere, Syriens Frie Hær, lader ikke til at have haft så meget mod Walids etniske udrensning, i hvert fald indskrænker dens indblanding sig til et tilfælde, hvor Walid havde forlangt flere penge for et gidsel, end gidslets familie kunne betale. Sammen med en præst fik oprørernes overkommando "løsnet op for nogle spændinger", men mord og kidnapninger blev der ikke gjort noget ved.

Da Walid myrdede to af Syriens Frie Hærs egne krigere faldt der til gengæld brænde ned. Konsekvensen var tæsk, en "retssag" der bestod af at man råbte af ham, og henrettelse ved skydning. Videoen af retssag og henrettelse tager lidt under 3 minutter, og kan ses på youtube. Henrettelsen foregår dog i mørke.

Walid under "retssagen".

Sådan døde Walid al-Bustani. Der er dog en lang kø af mænd, der venter på at gå samme vej. Tilbage i Libanon sidder Walids bror, imamen Kamal. Sammen med en række andre salafistiske imamer, der rekrutterer sunnimuslimer til kamp. For de der ikke er klar til at tage skridtet fuldt ud og tage over grænsen for at halshugge folk er der altid lokal-opgørene i Tripoli. Salafisternes højborg i Tripoli er Bab al-Tabbaneh-kvarteret i det nordlige Tripoli grænser direkte op til Jabal Mohsen-kvarteret, der bebos af alawitter. Hvor sunni-muslimerne støtter oprørerne i Syrien støtter alawitterne regering, så siden 2011 er kampene i Syrien jævnligt blevet gentaget i mindre målestok i Tripoli. Sidste omgang i marts måned kostede 29 mennesker livet, og totalt har aflæggere af borgerkrigen kostet mellem 400 og 500 libanesere livet over de sidste 3 år.

Og imamer som Kamal al-Bustani har vi også i Danmark.