tirsdag den 25. marts 2014

Dagens Medicin - og Blekingegadebanden

For godt en måned siden faldt jeg over et indlæg på den nationalkonservative blog Uriasposten, hvor der henkastet i en kildeangivelse kommer en ganske interessante beskyldning mod chefredaktøren for Dagens Medicin (min understregning):

Fra Dagens Medicin (der i øvrigt har Blekingegadebandens ikke-dømte Nicolai Döllner som chefredaktør)

Det er jo noget af en beskyldning. En hurtig googling gav kun blogindlægget selv som kilde. Én af de dømte medlemmer af terrorstøttegruppen Blekingegadebanden hedder Døllner til efternavn, men det er jo ikke det samme som at de to er i familie med hinanden, og slet ikke at de har beskæftiget sig med det samme. Ergo gik jeg igang med at grave. Kigger man i Peter Øvig Knudsens værk om Blekingegaden, så er den eneste person med efternavnet Døllner/Döllner der nævnes i registeret Peter Døllner, og der dukker ikke nogen Nicolai op.

En hurtig tur på biblioteket hjælper dog. Så vidt jeg ved har alle biblioteker licens til online-søgetjenesten Infomedia, hvor man kan søge i danske mediers bagkatalog af artikler. Nogle medier har været med længere end andre, men det er stadig et fremragende redskab. Søger man på Nicolai Döllners navn dukker der interessante oplysninger op. Det viser sig, at han faktisk har været involveret i Blekingegade-sagen ("Gemt men ikke glemt", Berlingske Tidende, 4. december 1994):

Det er torsdag den 2. november 1989. Nicolai Döllner... parkerer sin bil på Gl. Kongevej på Frederiksberg og skal til at putte penge i parkometeret, da han bliver omringet af fem mænd... Som journalist på dagbladet Politiken skal han ifølge politiet have hjulpet den militante palæstinensiske organisation, PFLPs efterretningsvæsen (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) til at virke i Danmark. Det skal være sket ved at give Blekingegade-gruppen, der er blevet afsløret et halvt år tidligere, oplysninger til den såkaldte Z-file, et 922 sider stort kartotek med oplysninger om jøder og zionister i Danmark.

Journalisten gør det klart, at sigtelsen mod Nicolai Döllner ikke fører til tiltale, da statsadvokaten ikke finder grundlag for det. Man får at vide, at Döllner både var blevet telefonaflyttet og fotograferet af politiet, men journalisten kan åbenbart ikke få sig selv til at spørge ham direkte om, hvorfor mon politiet overvågede, anholdt og sigtede ham. Altså bliver vi aldrig rigtigt klogere på det. Til gengæld nævner artiklen, at Nicolai Döllner er lillebror til den dømte Blekingegadebanden-mand Peter Døllner - lillebror Nicolai var ni år gammel, da storebror Peter første gang tog på træningsophold hos terrorgruppen PFLP. Og familieforholdet gør det muligt at finde ham i Peter Øvig Knudsens bøger.

I omtalen af den stribe mennesker der blev sigtet, men aldrig dømt i Blekingegadesagen (ialt 12 af de sigtede blev aldrig stillet for en dommer) nævnes Nicolai Döllner ikke ved navn, men omtales bare som Peter Døllners bror, og der tilføjes en interessant detalje:

En tredje sigtet er Peter Døllners bror, der via sit journalistjob på en af de store morgenaviser har haft adgang til pressearkiver, og som i øvrigt i sin tid som journalistelev af en "anonym kilde" på Journalisthøjskolen var blevet anmeldt til politiet som militant.

Peter Øvig Knudsen synes ikke, at detaljen om journalisthøjskolen er interessant nok til at beskrive nærmere, men tager man et kig i PET-kommisionens beretning, bind 12, så beskrives en episode, der meget vel kunne være den, han hentyder til. Først side 26:

I de tidlige 1980’ere interesserede regionsafdelingen sig også for Danmarks Journalisthøjskole i Århus. I første omgang rettedes interessen mod Journalisthøjskolen, fordi en gruppe studerende havde interviewet medlemmer af aktionsgruppen Statsfjenderne, som på dette tidspunkt stod bag en række brandstiftelser i Århusområdet. Man hvervede således en centralt placeret kilde, der indsamlede personoplysninger om en gruppe studerende med tilknytning til miljøet omkring Statsfjenderne og Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB). En af de personer, der blev indsamlet oplysninger om, optrådte som en central figur i den senere efterforskning mod Blekingegadebanden. Han blev anset for at være et centralt medlem af gruppen, men der blev ikke rejst tiltale som følge af bevisets stilling.

Derefter side 77:

Et fælles referencepunkt mellem Blekingegadebanden, DSB og anarkistmiljøet i Århus kan have været Journalisthøjskolen. En af de personer, der i 1980 blev indsamlet oplysninger om fra Journalisthøjskolen, optrådte som en central figur i den senere efterforskning mod Blekingegadebanden. Han fik i 1980 PET’s opmærksomhed, idet han i den interne ”tv-avis”, som produceredes på læreanstalten, havde været med til at producere et indslag om Statsfjendernes aktioner.

Indslaget blev som en følge af rektors indgriben ikke vist. Den pågældende student blev senere anset af politiet for at tilhøre Blekingegadebanden, men der blev ikke rejst tiltale som følge af bevisets stilling.

Kilden er i begge tilfælde en PET-kildesag dateret 2. december 1980. Nicolai Döllner er uddannet fra Journalisthøjskolen i juni 1983, så han har altså været der, da PET indsamlede oplysninger om en Blekingegade-mand på skolen.

Den "række brandstiftelser", der nævnes er en serie brandattentater i Århus i perioden 1980-81. DSB begik blandt andet et brandattentat mod politimesteren i Århus´ privatbolig og en række privatbiler, og har formentlig været et skalkeskjul for Blekingegadebanden. Statsfjenderne stod til gengæld for en stribe brandattentater mod især virksomheder, men blandt andet også Storbritanniens konsul i Århus, sidstnævnte i sympati med den nordirske terrorgruppe IRA. Læser man PET-kommisionsn beretnings bind 12 og for eksempel Jeppe Facius´ og Anders-Peter Mathiasens bog "Politiets hemmeligheder", så står det klart, at Statsfjenderne samtidig var en støttegruppe for den tyske terrorgruppe RAF, og blandt andet forsøgte at forsyne de tyske terrorister med våben.

PET-kommisionens beretning beskriver altså "en central figur" i Blekingegadebanden, der samtidig har haft forbindelse til RAFs støttegruppe i Danmark.

Det er dog et åbent spørgsmål, om der er tale om Nicolai Döllner. Der kunne godt være flere mænd, der har gået på journalisthøjskolen på tidspunktet, som senere er sigtet i Blekingegadesagen uden at blive tiltalt.

Det kunne være interessant, hvis en journalist gav sig til at grave lidt i sagen og eventuelt rensede Nicolai Döllner. Hvis det skete, så kunne det passende være en af de flere hundrede journalister, der gik på Journalisthøjskolen på tidspunktet, og senere har gjort karriere ud af at grave, uden nogensinde at nævne et eneste ord om terror-sympatisører på skolen. Nicolai Döllner selv kunne endda lave gravearbejdet.

Forbilledet kunne være Anders-Peter Mathiasen. Han hemmeligholdt sit kendskab til miljøet i næsten 30 år, men endte da i det mindste med at skrive om sagen. Både i bogen nævnt foroven, hvor han ikke tør være ved at han selv er en af sine kilder. Og siden i Information, hvor han er åben om det.

mandag den 24. marts 2014

Victor Kristensen - krølhåret, blond massemorder

I starten af måneden opdagede den danske presse at Victor Kristensen, en blond, krølhåret dansk konvertit til islam havde slået sig selv ihjel. Pressen kunne fortælle, at han var århusianer, 21 år gammel, og at han var taget på en "religiøs muslimsk dannelsesrejse" til Cairo i 2012 efter han han havde afsluttet 10. klasse. Her fandt han på at han ville til Syrien for at slå andre ihjel for islam, og meldte sig under fanerne hos ad-Dawla al-Islāmiyya fi al-'Irāq wa-sh-Shām, den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS). Dengang var ISIS stadig al Qaedas officielle filial i Irak og tildels Syrien, men da Victor Kristensen døde i Irak var ISIS allerede ved at være så radikal, at selv al-Qaeda ikke ville have noget med dem at gøre.

Ikke så meget fordi ISIS slår uskyldige ihjel, for det gør al-Qaeda selv, men fordi ISIS også myrder andre muslimer der gerne vil slå uskyldige ihjel. Og det går ikke.

Men tilbage til Victor Kristensen. Det er den kridhvide fyr der prøver at sætte sit bedste war-face på længst til højre på billedet:


Fanen i baggrunden er islams grundlægger, Muhammeds fane, som ISIS har taget til sig. De to andre på billedet er to andre ISIS-folk, der blev sendt ud på samme mission som Victor Kristensen, og med samme besked: "kom ikke tilbage". De var teknisk set ikke selvmordsbombere, som dansk presse kalder dem, men en mellemting mellem normal terrorist og selvmordsbomber: de udstyres med et selvmordsbælte de kan bruge, men det er ikke deres primære våben - man forventer bare at de myrder så mange de kan, og så er det op til dem selv om det er med kugler, granater eller selvmordsbæltet.

Hvor pressen fortæller om Victors Kristensens død, så er der en underlig mangel på interesse for lige præcis hvad det der "Jihad" egentlig går ud på. Man får til nøds at vide, at han døde "under et angreb på den irakiske hærs 22. brigade nord for Bagdad", men det er også det. Myrdede Victor Kristensen nogen? Vi ved det ikke, for pressen fortæller det ikke. Faktisk har hverken presse eller politi styr på, hvornår han overhovedet er blevet dræbt. De detaljer kan jeg så bidrage med.

Victor Kristensen blev dræbt om aftenen d. 26. november 2013, henad klokken 20.30. Sammen med de to andre på billedet foroven deltog han i et angreb på hovedkvarteret for den irakiske hærs 22. Brigade lidt syd for Tarmiya. Alle tre var klædt ud og bevæbnet som irakiske soldater, og i hvert fald to af dem havde dertil selvmords-bombebælter på. I første omgang sprængte den ene af dem sig i luften ved militærbasens port, og da irakiske soldater kom ud for at undersøge området sneg en anden sig ind blandt dem og sprængte sig selv og dem i luften. Til sidst udviklede det sig til en ildkamp med den sidste mand, til han var død. Ialt blev 8 eller 9 irakiske soldater dræbt ved angrebet. Op mod 30 blev lemlæstet i større eller mindre grad. Mine kilder siger intet om, hvor mange civile der var blandt de lemlæstede.

ISIS, der tit lyver om sine angrebs effektivitet, har siden påstået at Victor Kristensen og hans to kammerater myrdede "mere end 50 frafaldne" (frafaldne fra Islam = shia-muslimer).

Uanset tallet kan Victor Kristensens forældre nu begræde, at deres søn er død som massemorder i en muslimsk terrororganisations sold.

UPDATE 13/4 2014: BT har idag identificeret VK som 21-årige Victor Kristensen. Jeg har erstattet forkortelsen med hans fulde navn foroven. Der er en bittersød detalje ved hans navn; det betyder "Den sejrende søn af den kristne".

fredag den 21. marts 2014

Oussama el-Saadi - lidt baggrund

I Januar måned kunne den danske presse fortælle, at der ialt var rejst 27 muslimer fra Aarhus til Syrien for at kæmpe på islamisternes side i den syriske borgerkrig. Samtidig blev det afsløret, at af de 27 var 22 kommet i én bestemt moské, nemlig moskéen på Grimhøjvej 7. Flere af muslimerne er blevet dræbt i kamp, senest 21-årige VK, en blond, krølhåret århusianer, der var konverteret til islam, og som nu havde slået sig selv ihjel og myrdet andre ved et selvmordsangreb for al-Qaida i Irak.

Moskéen ligger ikke så langt fra indvandrer-ghettoen Gellerupparken, og drives af Fonden for Den Muslimske Sammenslutning. Selve bygningen ejes af et separat anpartsselskab, men der er ingen reel forskel: begge ledes af libaneseren (siden 2000 dansk statsborger) Oussama Mohamad El-Saadi, der også fungerer som moskéens talsmand.

Oussama El-Saadi får i pressen gerne stillet taletid og spalteplads til rådighed, så han rituelt kan benægte at noget skummelt sker i hans moské, samtidig med at han fremstiller muslimer som forfulgte uskyldigheder. Her et eksempel fra Politiken i går. Han konfronteres med, at en forening i moskeen rekrutterer folk til hellig krig i Syrien ("Politi advarer mod kontroversiel moske i Aarhus", Politiken, 9. marts 2014):

Han kender ikke til nogen rekruttering, fortæller han.

»Der er jo ikke sådan, at de, der rejser til Syrien, kommer og fortæller os om det. Mange af vores unge vil gerne acceptere samfundets regler og rammer, men de føler sig ramt. Det handler om, hvordan samfundet behandler islam. Det støder dem væk«. ...

»De, der tager til Syrien, har et højt niveau af islam i hjertet. Du kan ikke få mig til at sige, at de tager fejl, eller at de må være psykisk syge. De vil bare gerne praktisere deres tro og kæmpe for den i Syrien uden at ødelægge det danske samfund herhjemme. Det er et godt mål at have. Men vi er uenige med dem, der tager derned og kommer hjem med dårlige ideer – for eksempel at angribe noget eller nogen herhjemme. Det er forkert«

Historien om, at Oussama el-Saadi vil det danske samfund det godt, og at han intet har med terror at gøre har han fortalt siden 1990erne. Og allerede dengang var den lidt svær at stole på. Men først lidt baggrund

Oussama el-Saadi er født omkring 1968 i Beirut i Libanon, i en af ghettoerne beboet af arabere fra Palæstina. Han kom uledsaget til Danmark som 22-årig i 1990, og begyndte hurtigt at få sig et netværk blandt islamiske terror-tilhængere. Mest fremtrædende blandt hans venner var "Abu Talal", egypteren Talaat Fouad Kassim, der fik asyl i Danmark i 1992, selv om han på det tidspunkt var næstkommanderende i den muslimske egyptiske terrorgruppe Gemaa Islamiyya (oversat: "Den islamiske gruppe"), der havde flere hundrede liv på samvittigheden. Abu Talals aktiviteter i Danmark inkluderede et topmøde for terrorgruppens europæiske ledere d. 22. april 1994, afholdt på Nørrebro i København. På dagsordenen var, ud over stiftelsen af et europæisk shura-råd for terrorgruppen, også hvordan man skar halsen over på mennesker, hvordan man misbrugte nødhjælpsorganisationer som dække for sin terror-gruppe, og så starten af en propagandakampagne i Europa.

Det var i forbindelse med propaganda-kampagnen, at Oussama el-Saadi kom ind i billedet: sammen med senere terror-dømte Said Mansour optog han Abu Talals taler/prædikener, så de kunne kopieres og sælges på lydbånd i hele verden. Senest i sommeren 1995 lagde Oussama el-Saadi også navn og adresse til registreringen af hjemmesiden www.almurabeton.org, internetudgaven af terrorgruppen Gemaa Islamiyya´s talerør, og han stod for hjemmesiden i hvert fald de næste 6 år, mens Den Islamiske Gruppe blev ved med at myrde løs i Egypten. I 1996 gik det blandt andet ud over 16 græske turister (14 af dem kvinder) i Cairo, fordi terroristerne syntes at de lignede jøder, og i 1997 stod Den Islamiske Gruppe bag massakren på 58 turister i Hatshepsut-templet i Luxor. Blandt dem tre generationer af en britisk familie, fra en 5-årig pige til hendes bedstemor, og fire japanske brudepar på deres bryllupsrejser. En del af ofrene blev skudt først, alle blev forfærdeligt lemlæstet med knive. Et enkelt af ligene havde de muslimske terrorister skåret op og efterladt et stykke papir i, hvor de lovpriste islam. Oussama el-Saada var åbenbart ligeglad, og fortsatte med at stå for Den Islamiske Gruppes talerør.

Den danske offentlighed opdagede først terror-hjemmesiden, da Berlingske Tidende skrev om den i april 1998, og avisen var omhyggelig med ikke at fortælle hvem bagmanden var. Telegrambureauet Ritzau var på pletten, og kunne allerede samme dag citere en anonym Oussama el-Saadi for, at han intet havde med al-Murabeton at gøre. Da Berlingske Tidende fulgte op på historien dagen efter (stadig unden navns nævnelse) fortsatte han med at nægte at kende til sagen, selv om almurabeton.org henviste til hjemmesiden alhelal.com, som el-Saadi også står som registrant for. Overfor Berlingske havde han også en god forklaring på, hvordan det kunne være at han stod opført som personen der ejede og betalte for terror-hjemmesiden:

"Vi kender mange mennesker, så måske er der nogle af mine kammerater - jeg ved endnu ikke, hvem det kan være - som bruger mit navn og adresse til at åbne deres egen hjemmeside"

Samtidig forsikrede han, at han aldrig havde modtaget regninger for almurabeton, aldrig havde fået post om hjemmesiden, og forøvrigt "hurtigst muligt" ville henvende sig til domæneudbyderen for at få sit navn fjernet, og der døde sagen så, da pressen mistede interessen. El-Saadis "hurtigst muligt" var dog ikke så hurtigt igen. Da Ekstra-Bladet gravede i hjemmesiden tre år senere, efter terrorangrebet på World Trade Center  i 2001, stod han stadig som ejer. Som sidst var el-Saadis forklaring, at han var en forfulgt uskyldighed:

- Fjern mit navn. Please, tag det væk. Jeg har ingenting med den bevægelse at gøre, og jeg blander mig aldrig i politik!

.... over for Ekstra Bladet fastholder den polio-syge familiefar, at registreringen er sket bag hans ryg. Først da en tilfældig surfer sidste år gjorde ham opmærksom på værtskabet, og han modtog rykkere fra en server i USA, fattede Oussamma mistanke.

- Jeg har ikke betalt, og jeg har også flere gange ringet til serveren for at få slettet mit navn i deres registre. Det har de lovet at gøre, men der sker ingenting, siger Oussamma Mohammad El Saadi

Ekstra Bladet har åbenbart ikke vidst, at Berlingske Tidende allerede havde fat i el-Saadi i 1998, i hvert fald konfronterer bladets journalist ham ikke med at det er en løgn, han først fandt ud af at terror-siden stod i hans navn i 2000, eller at det er lidt underligt, han i mellemtiden er kommet i tanke om at han i 1995 lånte sit navn og adresse til en top-terrorist. I mellemtiden har hjemmesiden også skiftet domæne-udbyder, og regningerne for domænet er også blevet betalt de sidste tre år, uden el-Saadi mener, han har bemærket noget i posten. Han forsikrer dog (igen), at han aldrig vil gøre den slags mere:

Abu Talal var en god kammerat, og dengang betød det ingenting. Det var bare en adresse, og internet var for alle. Jeg er ikke bange for noget. Men det her gør jeg aldrig mere. Jeg er dansk, og det eneste, jeg ønsker, er at overholde landets love

Fire år senere var Oussama el-Saadi dog i vælten igen. Denne gang netop på grund af problemer med at "overholde landets love". El-Saadi kørte - og kører for den sags skyld stadig - den muslimske velgærenhedsorganisation Assalam Charity Society. I maj 2005 kunne Jyllands-Posten afsløre, at den havde mere end almindeligt svært ved det med at overholde loven (:

Foreningen er i øjeblikket på kant med indsamlingsloven, da man på foreningens hjemmeside og på plakater i Brabrand har forsat indsamlingen til fordel for ofre på Sumatra i forbindelse med tsunamikatastrofen, selvom tilladelsen til denne indsamling udløb den 5. februar. Samtidig har foreningens formand Oussama El-Saadi heller ikke reageret på en rykker fra Århus Politi, der gerne vil have et regnskab fra foreningens indsamling, så det bevises, at de indsamlede penge rent faktisk går til humanitære formål og ikke i egne lommer eller til ulovlige formål. »Vi sendte en rykker den 19. april, og vi har ikke hørt fra foreningen siden.

Politiet ville også gerne tale med Oussama el-Saadi på grund af en indsamlingsplakat til fordel for ofre i Palæstina, der var blevet hængt op ved indgangen til Bazar Vest. Assalam Charity Society havde nemlig ikke anmeldt nogen indsamling til det formål, så en sådan indsamling ville være ulovlig. Som sædvanlig havde Oussama el-Saadi dog en masse gode forklaringer på hånden. Om det manglende regnskab og rykkeren fra politiet:

»Jeg sidder lige nu og skriver på regnskabet til politiet. Postbudet havde åbenbart afleveret det til en anden, og jeg har derfor først fået det for et par dage siden, men jeg mener, at jeg ifølge loven har seks måneder til at aflevere det, og jeg har derfor ikke gjort noget forkert,«

Om indsamlingen, der er fortsat ud over fristen:

 »Ham, der arbejder med vores hjemmeside, kan ikke stoppe det, men jeg har bedt ham om at gøre det, fordi tilladelsen er udløbet, men det virker ikke rigtigt endnu,«

..og om den ulovlige indsamling til Palæstina:

»Det er en meget gammel plakat. Den er måske to år gammel, og der er nogen, der har hængt den op, fordi de synes, den er flot, men fordi det her er en humanitær forening, så har vi sådan set altid lov til at indsamle penge,«

Jeg kender ikke til nogen opfølgning på problemerne med Assalam Charity Society, så jeg kender heller ikke til om Oussama el-Saadi fik en ordning med politiet. Der er dog rigeligt med grunde til at politiet burde holde godt øje med den slags islamiske velgørenheds-organisationer. Én er islamiske terrorgruppers vane med at bruge dem som dække for terror-finansiering, som allerede Oussama el-Saadis ven Abu Talal opfordrede til ved terror-topmødet København i 1994. En anden er, at den velgørenhedsorganisation, der finansierer Oussama el-Saadis egen moské med et større millionbeløb (Revival of Islamic Heritage Society), selv har finansieret muslimske terrorgrupper i flere lande.

I det hele taget er der rigeligt med grunde til at holde øje med moskéen som sådan. Sideløbende med de ting jeg har fortalt om Oussama el-Saadi foroven har centrale medlemmer af hans moské og dens forløber kommunikeret tæt med topfolk i al-Qaeda, har formentlig leveret rekrutter, falske papirer og sprængstof til terrororganisationen, har stået bag et bankrøveri for at finansiere terror, bag en halshugning af en sekulær kurder ved Randers, og har planlagt attentater på ikke-muslimer de ikke kunne lide. Men mere om det en anden gang.

mandag den 10. marts 2014

Hvorfor graver jeg?

Velkommen til bloggen "Jeg Graver". Jeg har tænkt mig at bruge den til at skrive de ting sammen der dukker op, når jeg graver i sager og personer, jeg synes er interessante. En ting der irriterer mig ved de fleste medier er nemlig, at de tit lader sig nøje med førstehåndsindtryk, de nemme historier og de nemme kilder. Journalister er tit så meget under tidspres, når de er igang med en historie, at de ikke har tid til at grave spadestikket dybere. Dét spadestik har jeg tænkt mig at tage.

Samtidig har jeg også opdaget, at nogle journalister tit forvrider en historie - fravælger kilder der siger ting de ikke har lyst til skal være sandt, bruger "eksperter" der ikke er eksperter i det de udtaler sig om, satser på at læsere og seere ved så lidt om en sag så de ikke forstår de bliver løjet for, og reelt mere fungerer som propaganda-udspredere end journalister. De sager har jeg også tænkt mig at grave spadestikket dybere i.

Jeg har ikke tænkt mig at lave daglige indlæg - der kan gå både dage og uger mellem dem.

Jeg har ikke tænkt mig at fortælle hvad mine kilder er i alle tilfælde. Finder man noget her, som man synes er interessant, kan man angive bloggen som kilde. Jeg beskriver intet som fakta, med mindre jeg har dokumentation for det.