For tiden skriver danske medier en del om kampene i den syriske by Ayn al-Arab mellem kurdiske styrker og styrker fra Den Islamiske Stat. Hvis du, kære læser, ikke har hørt noget om det, så er der en enkel grund: stort set alle medier ignorerer byens officielle navn, Ayn al-Arab ("Arabernes kilde"), og kalder den istedet ved dens kurdiske navn, Kobani. Dermed vælger journalisterne reelt side i kampene, men det er et emne til en anden blogpost. Først lidt graveri i navnet.
Oprindeligt (dvs for lidt over 100 år siden) var området hvor Ayn al-Arab/Kobani idag ligger tyrkisk-kontrolleret steppeland med en befolkning der primært bestod af kurdiske nomader. Alle områderne sydfor - Syrien, Irak og store dele af Saudi-Arabien og Yemen - var dengang tyrkiske kolonier, og tyrkerne ville gerne udnytte ressourcerne bedre. Det krævede infra-struktur, og den var tyske finans-og industrimænd klar til at bidrage med. I 1903 begyndte de derfor at bygge en
jernbane fra Konya i den sydlige del af vore dages Tyrkiet til Baghdad.
Langs strækningen var der meget lidt der mindede om bymæssige bebyggelser som man burde placere jernbanestationer i, så nogle blev bare placeret på åbent land. I 1912 var det tilfældet med en station, der senere blev til Ayn al-Arab/Kobani. Den første bymæssige bebyggelse blev grundlagt af kristne armeniere, der flygtede fra det folkemord, muslimske tyrkere og kurdere udførte på dem i 1915 længere nordpå. Lokale kurdere kom efterhånden til, og opkaldte byen efter jernbaneselskabet - Kompagnie blev hurtigt forvansket til "Kobani". Også på anden måde afgjorde jernbanen byens skæbne: efter 1. Verdenskrig overtog Frankrig kontrollen med Syrien, og da Syriens nordgrænse skulle fastlægges skete det på den enkle måde, at man lod den følge jernbanens sydside. Kobani lå syd for jernbanen, altså blev byen syrisk. Senere, da franskmændene forlod Syrien, fik syriens arabere (80% af befolkningen) kontrol med staten, og påtvang den ikke-arabiske by et arabisk navn, nemlig Ayn al-Arab. De næste 80 år måtte kurderne så trækkes med generelt ret hårdhændet arabisk undertrykkelse, siden 1960erne repræsenteret ved de to diktatorer Hafez og Bashar al-Assad (hhv far og søn). For at få en idé om kurdernes udbredelse i Syrien, se venligst kortet nedenfor.
 |
| Udsnit af et kort over Syriens etniske sammensætning, som jeg har planket fra Gulf/2000-projektets enestående kort-samling, der er skabt af Dr. Izady. Områderne som kurderne levede i er markeret med brunt, mens gult er sunnimuslimske arabere, og andre etnisk/religiøse grupper har fået andre farver. |
Undertrykkelsen af kurderne varede ved indtil den syriske statsmagt begyndte at gå i opløsning fra 2011 og frem. Efterhånden som demonstrationer udviklede sig til opstande og direkte væbnet oprør havde Assad-styret brug for alle soldater de kunne skrabe sammen til at nedkæmpe det primært sunnimuslimsk arabiske oprør med. Det fik følger i syrisk kurdistan i sommeren 2012. Den syriske ledelse havde i årtier støttet den kommunistiske kurdiske guerilla/terrorgruppe, der opererede i Tyrkiet, og da den syriske regering havde brug for sine tropper alle andre steder end syrisk kurdistan lavede regeringen og PKK en studehandel: regeringen trak tropperne ud så de kunne bruges til at undertrykke arabere andre steder, og til gengæld sørgede PKKs syriske afdeling, PYD, for at oprette en kurdisk milits (YPG), der kunne kontrollere de kurdisk-beboede områder i Syrien, så oprørerne ikke kunne komme til.
Officielt fremstillede YPG sig som en oprørsgruppe, men reelt var der permanent våbenstilstand mellem Assad-styret og kurderne, og Assad-styret beholdt kontrollen over store dele af de store byer Qamishli og Hassakah i NØ-Syrien. Samtidig foretog YPG konstant væbnede angreb på oprørsgrupper der tilfældigvis kontrollerede områder hvor der boede kurdere. Det gjorde kurderne i YPG stort set universelt forhadte blandt oprørerne.
Eneste forskel var den kurdisk-dominerede oprørsgruppe Jabhat al-Akrad, der undgik YPG/PYDs dominans, og sad på magten i en del landsbyer nordøst for storbyen Aleppo. Se kort forneden.
 |
| Kurdisk-befolkede områder er brune. På kortet er de tre YPG/PYD-kontrollerede enklaver Afrin, Kobani og Hassakah markeret med sorte cirkler, mens Jabhat al-Akrads højborg er markeret med en rød cirkel. Kortet er som ovenfor fra Gulf/2000-projektets enestående kort-samling, der er skabt af Dr. Izady, denne gang dog suppleret med fire cirkler af mig. |
Denne situation forblev reelt uændret indtil vinteren/foråret 2014. Årsagen til, at kurderne slap ud af isolationen skal man finde tilbage i 2012.
Al-Qaedas aflægger i Irak, Den Islamiske Stat i Irak (ISI), havde i 2012 oprettet en aflægger i Syrien, der ikke officielt skulle trækkes med at være aflægger af al-Qaeda. Den fik derfor navnet al-Nusra-fronten, og fremstod som en selvstændig organisation, der fortiede at det var ISI der finansierede og bemandede dens styrker. De syriske oprørere, der i forvejen selv hovedsageligt var islamister, havde ingen kvaler med at samarbejde med gruppen, men i løbet af 2013 opstod der indre spændinger i Nusra-fronten. Moder-organisationen ISI ville have, at Nusra officielt skulle stå frem som del af ISI, der til lejligheden skiftede navn til Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS). Modsat hvad der var planlagt nægtede Nusra-fronten at gøre det, og revnede i processen. Langt de fleste af frontens ikke-syriske krigere valgte at forblive loyale mod ISIS, der nu officielt var stærkt til stede i Syrien. Al-Qaedas overkommando i Pakistan ville ikke have to officielle aflæggere i Syrien, og forsøgte at beordre ISIS til at lade Nusra-fronten være i fred og holde sig hjemme i Irak. Mod al forventning ikke bare nægtede ISIS at adlyde, men reagerede ved at løsrive sig fra al-Qaeda.
Hen over sommeren og efteråret 2013 holdt både Nusra-fronten, ISIS og de andre oprørere masken og sloges sammen mod YPG og Assad. I løbet af efteråret blev det dog tydeligere og tydeligere, at ISIS brugte mere energi på at overtage andre oprørsgruppers områder end reelt at bekæmpe Assad, og det hele kulminerende i januar 2014, da samtlige oprørsgrupper havde fået nok, og
gik til angreb på ISIS. Siden har ISIS - siden omdøbt til bare den Islamiske Stat (IS) ligget i krig med samtlige parter i Syrien, fra kurderne over oprørerne og al-Qaeda-aflæggeren Nusra-fronten til Assad-regimet. Mens det til at starte med betød taktiske nederlag for IS, så har gruppen fra marts og frem set en stribe stort set uafbrudte sejre på slagmarken mod samtlige fjender. Herunder har IS erobret den kurdisk-befolkede region nordøst for Aleppo, og stort set knust Jabhat al-Akrad, så YPG/PYD sad tilbage med et monopol på at repræsentere kurderne i Syrien. Til gengæld var Kobani-enklaven nu også stort set omringet af IS-kontrolleret område. I starten af august 2014 så magtfordelingen i nord-Syrien nogenlunde sådan ud:
 |
| IS-kontrollerede områder er grå, kurdisk-kontrollerede områder er gule. Jeg har slået en rød ring om Kobani-området, og selv byen Kobani er den runde gule plet på grænsen til Tyrkiet. Oprørs- og Assad-kontrollerede områder er hhv grønne og røde. Kortet er et modificeret udsnit af et kort lavet af twitter-brugeren @deSyracuse, en fremragende kortmager med Syrien som emne. |
Det mørkt farvede områder er de, der er forholdsvist tætbefolkede, og derfor de som kampene står om. Som det kan ses udgør de IS-kontrollerede områder et stort U, der omkranser Kobani-enklaven og to oprørs-kontrollerede enklaver. Begge ender på U´et er stærkt omkæmpede - i den østlige ende har YPG ad flere omfange angrebet IS i større offensiver for at komme frem til Kobani-enklaven, og i den vestlige ende af U´et slås IS med både oprørerne, Jabhat al-Akrad, YPG/PYD og Assad-styrkerne. Det er altså af afgørende vigtighed for IS at kunne flytte styrker hurtigt mellem begge spidser af U´et. Den hurtigste måde at gøre det på er ved at flytte tropperne via en vej og over en bro i territorium, der på kortet anes som den tynde brune linie der løber fra Aleppo over Manbij til kurdiske Hassakah-enklave mod øst. Problem: området lige øst for broen, og en overgang endda også selve broen, var kontrolleret af YPG. Broens placering er lidt tydelige på et andet kort forneden:
 |
| Kobani-enklaven er midtfor, op mod grænsen til Tyrkiet mod nord. IS var interesseret i landevejen mellem Manbij og Ayn Issa, der går over Qarah Qawzaq-broen, som jeg har slået en rød ring om. Kortet er en modificeret udgave af et brugt af Institute for the Study of War i en fremragende artikel om baggrunden for kampene i Kobani her. |
IS´ problem var, at YPGs tilstedeværelse lige op ad forsyningslinien truede IS´ troppers frihed til at rykke rundt. Ideologisk/religiøst ville IS under alle omstændigheder skulle knuse kurderne (og resten af verden) før eller senere, men i første omgang ville IS helst bare have haft broen og vejen i fred, og så ellers ignoreret kurderne. Istedet valgte YPG at slå sig sammen med flere arabiske oprørsgrupper i marts 2014 og starte en offensiv mod netop denne vigtige forsyningslinie. IS slog YPG-offensiven ned, men uden at fjerne YPG som trussel. Siden prøvede IS ved en begrænset offensiv fra slutningen af juni og ind i juli måned at fjerne YPG-truslen, men uden held.
Den seneste IS-offensiv ser ud til at være blevet udløst af en yderligere koordinering af YPG med arabiske oprørsgrupper, og deres erklærede mål om at koordineringen skulle føre til erobringen af stort set hele IS´ kerneland i Syrien. Det har ført til den seneste IS-offensiv der, set fra et IS-perspektiv, har været spektakulært succesrig. Modsat tidligere kampe, hvor en enkelt eller to landsbyer måske skiftede hænder om dagen førte IS´ september-offensiv til en total kurdisk kollaps. I løbet af den første dag havde IS-styrker erobret de første 21 landsbyer, dagen efter yderligere 39, og mens jeg skriver er ialt omkring 300 kurdiske landsbyer faldet i IS´ hænder. Selv vestlige bombeangreb har ikke stoppet IS-styrkerne.
Af Kobani-enklaven er kun selve byen Kobani/Ayn al-Arab tilbage, og IS har allerede lagt planer om at omdøbe den til Ayn al-Islam ("Islams kilde") når de har erobret den fuldstændig. I forgårs lykkedes IS-styrker at trænge ind i industrikvarteret i Kobanis østlige udkant, og i går trængte de yderligere ind i byens centrum og erobrede "Sikkerheds-kvarteret" med diverse administrative bygninger og det paramilitære politi Asayish´ hovedkvarter. Kurderne holder stadig stand i de sydlige og vestlige dele af Kobani, men problemet er, at hvis IS rykker bare lidt mere frem i centrum, så afskærer de kurderne flugtvejen til grænseovergangen mod Tyrkiet. Den tyrkiske grænse på begge sider af grænseovergangen er ifølge TV2 spækket med miner, så en tilbagetrækning skal ske via denne. Det lader altså til at IS satser på, at truslen vil få kurderne i vest- og syd-Kobani til at gå i panik og trække sig tilbage uden kamp (se kort forneden).
 |
| Kobani, og resultatet af kampene indtil i går aftes. Det sorte firkantede U er frontlinien med kurderne fra YPG i midten. De sorte pile er IS´ styrkers fremrykning (lange pile) og hvor kurderne har stoppet dem (korte pile med bom for). Den uregelmæssige rønne ramme er "Sikkerheds-kvarteret", mens de røde felter ved grænsen er de tyrkiske minefelter. Kortet er lavet på baggrund af satellitfoto fra Google Earth i Paint med info fra Syrian Observatory for Human Rights og TV2. Kvaliteten er hvad den er. |
Siden i går har frontlinien stort set ikke flyttet sig. IS har blandt andet forsøgt (med hjælp af en selvmords-bilbombe) at erobre den store moské vest for Sikkerds-kvarteret. Derfra ville minareten give IS-styrker frit udsyn over hele byen, og IS-snigskytter lejlighed til at ramme alle YPG-militsfolk der kom ud i det fri.
Indtil videre er ifølge Syrian Observatory for Human Rights mindst
550 blevet dræbt under IS-offensiven mod Kobane - 20 civile, 226 kurdiske krigere fra YPG, 9 andre oprørere, og 295 IS-krigere. De reelle tal er formentlig dobbelt så høje.
En lille video af gadekampene i Kobani, fra Den Islamiske Stats perspektiv:
Læs mere:
